Indledning

Netto gik i 2017 til kamp mod madspild, hvor de udtrykte et mål om at halvere deres madspild inden 2030. Det kan kun være en god idé at minimere spild og tak til Netto for at sætte yderligere fokus på dette. Deres eksisterende metode til at opgøre madspild kan imidlertid over tid vanskeliggøre en meningsfuld opgørelse af madspild og ret markant devaluere Nettos indsats mod madspild. Og det vil da være ærgerligt.

Netto offentliggjorde i starten af 2018 tal for madspild i deres butikker, og viste, at der var sket en reduktion i madspild i 2017.

Netto startede med at offentliggøre deres tal i 2017, hvor Netto lancerede et mål om at halvere sit madspild inden 2030.

Nettos metode til opgørelse af madspild

Jeg har ikke kunne finde ud af, hvordan Netto opgør deres madspild. Noget tyder på, at de benytter Miljøstyrelsens definition til opgørelse. Miljøstyrelsens definition lyder:

Madspild er fødevarer, der kunne være spist, men i stedet er blevet smidt ud.

Netto leverer følgende graf over deres madspild:

Kilde: Netto

Som det kan ses, var Nettos madspild i 2016 på 17.632 ton, mens deres madspild i 2017 var på 17.121. Den skarpe læser vil bemærke, at der er et tal med en mindre skriftstørrelse under de 17.121 for 2017. Netto skriver selv følgende om 2017:

“Med samme antal butikker som i 2016, er Nettos madspild 17.121 tons. I 2017 fik vi 38 nye butikker, og derfor er det samlede madspild 17.635 tons.”

Hvis du er med mig hertil, kan du måske også se, at dette ikke er det mest elegante eksempel på formidling af data. De prøver at sige, at det faktiske madspild i 2017 var på 17.635 tons, dvs. en lille stigning siden 2016 pga. flere butikker. Hvis man derimod antog det samme antal butikker i 2017, som i 2016, så havde madspildet været 17.121 tons (ca. 3 % mindre).

Det inviterer en række overvejelser og spørgsmål. Hold fast.

Er en Netto-butik en homogen størrelse? I min – indrømmet – begrænset erfaring er Netto-butikker ikke en homogen størrelse. De varierer i størrelse, udvalg, åbningstider og selvfølgelig beliggenhed. Dermed varierer de også i antal kunder og omsætning. Når de varierer i udvalg, er der en sandsynlighed for, at de også varierer i andel af madspild. En meningsfuld sammenligning baseret på “samme antal butikker som i 2016” bør i 2017 således ske med udgangspunkt i nøjagtig de samme butikker, som i 2016.

Men vent lidt.

Netto-butikker holder ikke evigt. Og måske udvider nogle butikker, mens andre bliver mindre. Helt sikkert er det, at nogle butikker på en given beliggenhed lukker enten permanent eller midlertidigt. Dette tager Netto måske højde for i deres beregninger. Det fremgår bare ikke.

Hvad sker der frem mod 2030? Hvis det er meningen, at Netto skal halvere sit madspild inden 2030, må der være et basisår at tage udgangspunkt i. Dette er antageligt 2016 (selvom grafen også viser madspildet tilbage i 2014), da deres kamp mod madspild startede her. Men Netto åbnede i 2017 38 nye butikker, og for Nettos skyld håber jeg, at denne udvikling fortsætter. Men tager man i 2030 udgangspunkt i butikkerne, der også eksisterede i 2016, så står man tilbage med en masse butikker, der ikke er med i statistikken og dermed et svagt tal for en forhåbentlig reduktion i madspild.

Om andre metoder for opgørelse af reduktion

Det er dog svært at finde en egnet metode, og der er derfor intet at sige til, at Netto har sine udfordringer. Dette er et velkendt problem på flere områder, fx ved beregninger af reduktion af CO2 udledninger for en given sektor. Her vil man for madspild kunne finde inspiration til opgørelsesmetoder.

En metode er at benytte den struktur i sektoren, der er i basisåret for de fremtidige år, som Netto lader til at gøre. Fordelen er, at strukturen er forholdsvis nem at opgøre, fx i antal butikker. Ulempen er, at strukturen i sektoren ændrer sig over tid, og sammenligningsgrundlaget mellem basisår og de kommende år derfor flytter sig fra hinanden. Antal Netto-butikker er et relevant tal for struktur, men ikke det eneste relevante tal at se på. I stedet for antal butikker, kunne man også benytte omsætning eller indtjening som et tal for strukturen.

Endnu en måde at opgøre på er, ved at se på det absolutte tal for madspild for hvert år og sætte det i relation til et eller flere andre nøgletal, som fx omsætning, indtjening og/eller antal butikker.

Eller man kunne gå alternative veje, og få inspiration fra et helt andet område – fx finanssektoren. Med Nettos målsætning, har vi et mål om halvering af en størrelse over tid, der bliver ved med at ændre sig over samme tid. Så hvilke redskaber, kan Netto og andre tage i brug? For mig minder udfordringen om et lignende problem, der findes i investering. Lad os kigge på noget finansieringsteori.

I finansiering er man interesseret i at vide, hvor stor gevinst eller tab man har på sine investeringer. Hvis en investor fx køber én aktie og kun den ene, er det simpel procentregning at opgøre gevinst/tab over tid. Men hvis investoren, som har et mål om et afkast på 50 % på sin portefølje over ti år, løbende tilføjer til sin portefølje med nye midler eller sælger ud af dele af sin portefølje, hvordan beregnes afkastet så? Lidt ligesom Netto tilføjer til sin portefølje (nye butikker og med medfølgende madspild) og/eller sælger fra sin portefølje (lukker butikker med medfølgende reduktion i madspild), hvordan beregnes den samlede reduktion i madspild så?

Der er udviklet diverse metoder til beregning af, om investoren nåede sit mål, og har man lidt tid til overs (det har jeg), kan man tilrette metoderne til at opgøre reduktion i madspild over tid.

Én metode er den simple Dietz metode, der lyder:

R=(B-A-C)/(A+C/2), hvor

R er porteføljens afkast

A er markedsværdien ved start

B er markedsværdien ved slut

C er netto (lille n) ekstern tilføjelse af midler i perioden. Når noget går ud af porteføljen, er negativt; når det går ind i porteføljen, er det positivt.

Det antages, at alle bevægelser ind og ud af porteføljen sker halvvejs i den givne periode eller er spredt ensartet over perioden, så bevægelserne i gennemsnit sker i midten af perioden.

Hvad med Nettos madspild i 2030?

Hvis ovenstående metode skulle oversættes til madspild, er det mest simple at gøre A og B til værdien af madspild. Hver gang en Netto-butik åbner, tilføjer den en bestemt størrelse af madspild. Hver gang en Netto-butik lukker, fratrækkes en bestemt størrelse af madspild. Denne størrelse værdisættes og så er vi klar. Modsat investoren så er vores mål nu, at R skal falde i stedet for at stige. Enheden for madspild kunne være ton eller kroner eller noget tredje.

Lad os tage et regneeksempel for enheden ton. Netto sagde i 2017, at tre butikker i Aarhus, København og Odense smider 5,5 ton frugt og grønt ud hver måned. Hvis frugt og grønt er sådan Netto opgør madspild (hvad med kød-, korn- og drikkevarer?), kan vi ud fra disse tal opgøre madspild for en Netto-butik. Og ja, i dette eksempel er jeg så nødt til at antage, at en Netto-butik er en homogen størrelse. Det svarer til, at en Netto-butik tilføjer et madspild på 22 ton om året.

Hvis jeg ikke tog højde for det, ville min beregning antage, at hver gang en Netto-butik åbner, vil den tilføje et madspild på 22 ton om året. Med andre ord ville det antages, at en ny Netto-butik i fx 2029 tilføjer samme madspild som en ny Netto-butik i 2018. Det bliver forhåbentlig ikke tilfældet. For at tage højde for det, reducerer jeg tallet for madspild med 3 procent om året. Det er ca. den reduktion, Netto selv rapporterer fra 2016 til 2017.

Jeg antager yderligere, at Netto åbner 38 butikker om året og at de ikke lukker nogle butikker frem mod 2030.

Så kan vi gå i gang med at finde følgende:

R: Den procent vi vil reducere madspildet med i 2030 i forhold til 2016. Her er den -50 procent.

A: Madspild opgjort i ton ultimo 2016/primo 2017. Her er det 17.632 ton.

B: Madspild opgjort i ton ultimo 2030. Denne skal beregnes.

C er netto tilføjelse af madspild i perioden. Denne skal beregnes.

C beregnes ved gange 38 med 22 ton for perioden 2017-2030, hvor antal ton pr. tilføjet butik reduceres med 3 procent, for hvert år vi går hen i perioden, startende i 2017. Således beregnes, at hver Netto-butik i 2030 tilføjer 14,4 ton madspild eller 545,8 ton for 38 nye butikker i 2030. Det samlede tal for C bliver 9.384,1 ton.

Nu mangler vi bare B. Denne finder vi ved at isolere B i formlen. Det bliver til:

B=R*A+(R*C/2)+A+C

Sættes tallene for R, A og C ind fås B=15.854,1. Givet de forudgående antagelser og forudsætninger skal Nettos samlede madspild i 2030 være på 15.854,1 ton, for at Netto kan sige, at de har reduceret madspildet med 50 procent.

Udfordringer ved finansieringsmetoden

Denne oversættelse af den simple Dietz metode til madspild kan også gøres for mere avancerede opgørelsesmetoder for afkast. Således vil man kunne kvalificere flere af antagelserne og forudsætningerne, ligesom Netto vil kunne kvalificere vækst i antal butikker. Men det bliver aldrig perfekt og oversættelsen har sine egne udfordringer, der skal tages hånd om. Ton (eller kroner) er ikke nødvendigvis det bedste mål for madspild. Man risikerer bogstavelig talt at sammenligne æbler og pærer. Så det bør undersøges nærmere, om en sådan metode giver mening. Men har man først en god metode til at finde en enhed for madspild, så kunne man overveje at prøve én af modellerne fra finansieringsteori.

Der kan også bruges de andre, mere simple metoder, men så håber jeg, at Netto sikrer sig åbenhed omkring forudsætningerne, så man ikke løber risikoen for at stå med tal i 2030, der kan angribes fagligt på den ene eller anden måde.

I sidste ende må det komme an på en prøve, hvad der virker bedst. Avancerede metoder er måske mere nøjagtige, men til gengæld sværere at formidle. Og kan man ikke forklare sine tal, kan man ikke forsvare dem. Set med kommunikationsbriller kan en simplere metode være at foretrække.

Det måske nemmeste ud fra opgørelsesmetode vil være et mål om helt at eliminere madspild, som Tesco og Migros forsøger. Tesco er i øvrigt et godt eksempel på en kæde, der er meget åben og detaljeret omkring, hvordan de opgør deres data for madspild.

Konklusion

Netto kan med fordel overveje at være endnu mere åben omkring, hvilken metode de benytter til opgørelse af reduktion af madspild over tid, og være konsistent omkring metoden, hvis ikke de allerede er det. Ønskes en anden metode, kan der hentes hjælp og inspiration fra supermarkedskæder i andre lande samt andre områder som fx klima og finansieringsteori.

Kommentarer er velkomne – på LinkedIn eller Twitter.